Sådan styrker du det tværfaglige samarbejde


Samarbejde på tværs af fagskel er vigtigt for succes. Desværre er det ikke altid lige nemt. Vi slår os på hinandens forskelligheder, og i værste fald arbejder vi i små, lukkede enheder med ligesindede. Læs med her og få nogle bud på, hvordan du styrker tværfagligheden.

Manglende forståelse for hinandens kompetencer er en udbredt og velkendt udfordring inden for pharma. Det kan stå i vejen for virksomhedens succes og måske også ramme arbejdsglæden. En ændring kræver en indsats, og den gode nyhed er, at det bestemt er muligt at mødes på tværs af fagskel.

Derfor er det svært

Hvad er problemet i tværfagligt samarbejde egentlig? Hvad er det, der kan gå galt? Atriums uddannelsesledere Marianne Puggaard Jensen og Maibritt Thoft-Christensen er optagede af netop dette og har flere bud på, hvad der er i spil: ”Når vi går skævt af hinanden, handler det sjældent om uvilje, men i langt højere grad om forskellige perspektiver og forskellige måder at kommunikere og arbejde på. Vi ser verden med egne briller og kan have svært ved at sætte os i kollegaens sted særligt inden for life science, hvor faglighed er så tydeligt defineret. Det bliver svært at lave klare aftaler, når vi grundlæggende ikke forstår hinanden, og uden klarhed er samarbejdet udfordret,” forklarer Maibritt Thoft-Christensen.


Tværfagligt samarbejde handler om kultur

Forskellige fagligheder er som forskellige sprog og forskellige kulturer. Mennesker med forskellig faglighed har et forskelligt afsæt, og det, som den ene oplever som klar tale, kan være sort snak for modparten. Et stærkt tværfagligt samarbejde forudsætter, at alle parter opbygger viden og forstår at bygge bro mellem forskelligheder. Samtidig er det vigtigt, at du har en tilgang, hvor du værdsætter forskellige arbejdsformer og påskønner perspektiver, der adskiller sig fra dit eget – også når det ikke er så belejligt.


Lyseslukkerne fra RA

Et eksempel på en velkendt ’udskældt’ gruppe er RA-folkene. Deres væsentligste rolle er at sikre, at alt foregår efter bogen, men samtidig får de skudt i skoene, at de er ”nej-sigere”, der tænker for meget inden for boksen og som stopper gode ideer, før de overhovedet har fået vinger.

Eller hvad med dem fra Marketing? De er overfladiske og oversælgende, og selv seriøse sager bliver til varm luft i deres hænder, ikke sandt?

Du kender sikkert selv flere konkrete eksempler på, hvornår og hvordan det kan være svært at forstå hinanden. Heldigvis er forskellighederne en styrke, når vi forstår og respekterer hinandens bidrag.


Personprofiler giver også indsigt og forståelse

Personlige karakteristika knytter sig ofte til den faglige profil – forstået på den måde, at mange måske foretrækker at arbejde med nogen, som minder om en selv, og som man taler et fælles fagligt sprog med. Men det er ikke den type samarbejde, der nødvendigvis skaber mest værdi. Derfor kan det også være relevant at dykke ned i personprofiler og være nysgerrig på forskellige præferencer for samarbejde. Måske har I allerede en profilmodel, I arbejder med i virksomheden, som du kan bruge. Du kan også deltage på vores kursus om klinisk projektledelse, hvor vi blandt andet arbejder med de forskellige personlighedstyper, og hvordan de kommer til udtryk arbejdsmæssigt.


Bliv ambassadør for styrket tværfaglighed
Svesken på disken: Tydelig forventningsafstemning og klarhed omkring rollefordeling gør det nemmere at værdsætte og bringe de forskellige fagligheders kompetencer bedst i spil. Sæt tid af til den del. Det er vigtig tid, som er godt givet ud.

Sådan sætter du tværfaglighed på dagsorden – vigtige punkter til dit næste møde:

  1. Hvad er vores fælles mål, og hvordan bidrager vores forskellige fagligheder til at nå målet?
  2. Hvilke potentielle konfliktområder (gaps) ser vi, og hvordan fanger vi dem i opløbet?
  3. Hvilke forventninger har vi hver især til hhv. feedback, mødeform og mødefrekvens?

Tværfaglighed fylder

Hos Atrium oplever man stor interesse fra kursister i, hvordan de opnår et bedre samarbejde med deres kollegaer i andre afdelinger:

”Tværfaglighed er altid med i vores overvejelser, når vi planlægger kursusindhold. Vi har ikke som sådan kurser alene om tværfaglighed, men vi giver plads til at debattere udfordringer, muligheder og synergieffekter, når det er relevant. Fordi det optager deltagerne, er Stakeholder Management også på programmet på et stigende antal af vores kurser,” fortæller Marianne Puggaard Jensen.


Følgende kurser har især fokus på samarbejde (internt og/eller eksternt) og Stakeholder Management: