Mød Søren-Ulrik
En af Atriums styrker er det team, der står bag. Her kan du møde Søren-Ulrik Rolsted Fangholm, som er Direktør i Atrium og Direktør for Marketing & Business Development i DLI-MI. For hvad gør Søren-Ulriks baggrund inden for medicinalindustrien og uddannelsessektoren for din oplevelse på Atriums efteruddannelser?
Hvorfor synes du, det er spændende at arbejde med efteruddannelse til life science-sektoren?
"Lægemiddelindustrien er med til at forebygge og helbrede sygdomme, som påvirker både individ og samfund. Derfor er der hele tiden udvikling i gang; både af nye lægemidler og måderne hvorpå de godkendes, produceres, prissættes, udskrives, sælges, anvendes og overvåges. Den udvikling er enormt spændende at være tæt på. Og i Atrium leverer vi viden og efteruddannelser til bl.a. lægemiddelvirksomheder, så deres medarbejdere er godt rustet med de rette kompetencer til at sikre denne udvikling. "
Hvorfor mener du, det er vigtigt at efteruddanne sig gennem hele livet?
"Jeg mener, at efteruddannelse er lige så vigtig for den erfarne specialist, som for den, der lige har startet sin karriere. Du er nødt til at følge med i ny viden, processer, regulativer, love og regler for at kunne begå dig i en så vidensbaseret sektor som medicinalindustrien. Lysten til at vide mere kan være drevet af mange årsager. Man er måske nysgerrig, eller vil gerne blive dygtigere eller ajourføres med seneste viden. Vi har alle vores personlige årsag til at ville have mere og ny viden. For nogle bliver det nærmest en passion – vi har mange kursister, som har fået viden hos igennem mange år. "
Hvad synes du, er styrken ved lige Atriums kurser?
"Det er vores brede og dybe netværk af faglige eksperter, som er kursusledere og undervisere hos os. Vi trækker på eksperter fra LIF, industrien, offentlige instanser, universiteter, advokathuse, osv. i både indland og udland. På den måde sikrer vi, at vi har de dygtigste eksperter til at levere viden til vores mange kursister. Og så mener jeg, det er en styrke, at vores team har tæt kontakt på dagligt plan med disse eksperter og vores kursister. På den måde udgør vi et bindeled og samlingspunkt, for folk der arbejder med life science – og vi kan levere ny viden hurtigt baseret på vores store brancheindsigt. "